AI og klima fylder i debatten. Men hvad er egentlig op og ned?
Er AI et klimamonster, der spiser strøm og drikker en liter vand hver gang du taler med det – og samtidig skaber massive mængder CO2?
Eller kan AI faktisk hjælpe os med at løse nogle af verdens største klimaudfordringer?
Lad os prøve at grave lidt mere i det..
AI kræver strøm – og strøm koster CO2
Lad os starte med det, vi ikke kan komme udenom.
AI kræver strøm.
Og strøm koster CO2 – medmindre den er 100 % grøn.
Når vi taler om AI’s klimaaftryk, er det vigtigt at skelne mellem to ting:
- Engangsforbruget – altså den enorme mængde strøm, der bruges til at “træne” en stor AI-model som fx ChatGPT, så den bliver klog nok til at give dig svar.
- Brugerforbruget – den strøm, der bruges hver gang du og jeg stiller et spørgsmål til AI, fx i ChatGPT.
1. Træning af AI – et kæmpe energiforbrug (én gang)
Da OpenAI trænede sidste version af ChatGPT blev der brugt omkring 1.287 MWh strøm –
det svarer til det årlige elforbrug for ca. 130 danske husstande.
Det udledte omkring 550 tons CO2, hvilket svarer til at:
- Køre ca. 2,7 millioner kilometer i en benzinbil
- Eller flyve 68 gange tur/retur mellem København og New York
Det er et engangsforbrug, men det er til gengæld kæmpestort.
Når først modellen er trænet, kan den dog bruges af millioner af mennesker – ligesom når man bygger en stor fabrik, der derefter kan producere varer igen og igen.
2. Brugerforbruget – hver gang du bruger AI
Hver gang du stiller et spørgsmål i fx ChatGPT, bliver der brugt strøm på at aktivere de store AI-servere.
Et enkelt AI-svar koster ca. 2-4 Wh strøm –
det svarer til et par Google-søgninger.
Men her er det vigtigt at huske, at vi ofte googler flere gange, klikker rundt på hjemmesider og åbner billeder, videoer og reklamer. Så i praksis kan et enkelt AI-svar faktisk erstatte flere Google-søgninger – og dermed ikke nødvendigvis være værre for klimaet.
Som med så meget andet… Det kommer an på, hvordan vi bruger det.
AI kan være en klimasynder – men også en del af løsningen
Lad os være ærlige:
AI bruger strøm, og strøm udleder CO2, hvis den ikke er grøn.
Så ja, AI belaster klimaet – præcis som alle andre digitale tjenester.
Men AI kan også være en del af løsningen.
Her er nogle helt reelle eksempler:
- AI optimerer energiforbrug i bygninger, datacentre og fabrikker.
- AI hjælper med at forudsige vejret og ekstremt vejr – vigtigt for klimaforskning.
- AI gør transport og logistik mere effektiv, så vi bruger mindre brændstof.
- AI sorterer affald mere præcist ved hjælp af billedgenkendelse.
Jeg ser ikke AI som en magisk løsning på klimaudfordringen.
Men der er klart potentiale for at bruge AI som et værktøj, der kan hjælpe os i den rigtige retning.
Store tech-giganter lover grønne løsninger
De store spillere arbejder allerede på at gøre AI mere klimavenligt:
- OpenAI og Microsoft har meldt ud, at de vil gøre deres datacentre CO2-neutrale inden 2030.
- Google og Amazon investerer massivt i grøn energi og energieffektive datacentre.
- USA og EU har lanceret strategier for at gøre digital infrastruktur grønnere.
Om de holder, hvad de lover, det skal jeg ikke kunne sige.
Men presset er der – og det bevæger sig stille og roligt i den rigtige retning.
Hvad tænker jeg selv om det hele?
Jeg tror ikke på, at AI er løsningen på alt, og det skal vi heller ikke tro.
Og jeg tror heller ikke på, at vi kan eller skal ignorere AI’s strømforbrug og klimaaftryk.
Men jeg tror på, at vi kan bruge AI med omtanke.
Vi skal ikke bruge AI hovedløst til alt muligt ligegyldigt, bare fordi vi kan.
Men vi skal heller ikke afvise AI, for det kan rent faktisk gøre en forskel, hvis vi bruger det klogt.
Vi er langt fra i mål med klimaet.
Og lad os være ærlige… Historien viser, at profit stadig vinder over miljøet på den politiske arena.
Men det er en helt anden boldgade, som vi kunne snakke meget mere om 😉
Hvis de store spillere holder, hvad de lover,
og hvis AI hjælper med at løse andre klimaudfordringer,
så er jeg forsigtig optimist omkring AI i fremtiden – også set fra et miljøperspektiv.
Vil du bruge AI med omtanke?
AI kan bruges fornuftigt – hvis du vælger det bevidst.
I AI og dit arbejdsliv kan du bl.a. teste hvilken AI-type du er, forstå hvordan AI rammer dit job eller få hjælp til jobsøgning med AI.

Skriv et svar